Diagnoser

Jeg har mange holdninger til diagnoser, og jeg vil kort forsøge at redegøre for nogle af dem her.

Symptomer

Hvis eksempelvis din ægtefælle dør, og du efter to uger stadig føler dig trist, har koncentrationsbesvær, søvnproblemer, manglende energi eller manglende interesse i dine daglige gøremål – ja, så opfylder du faktisk kriterierne for en depression. Din læge vil også kunne stille diagnosen belastningsreaktion, men det er også i kategorien psykiske lidelser.

De fleste af os vil anse reaktionerne for at være naturlige, og vi vil ikke tænke at personen er psykisk syg. Ikke desto mindre er det sådan systemet fungerer; vi præsenterer et symptombillede og kan få en diagnose.

Syg eller rask?

Mange oplever at der er meget alvorligt, når man ”fejler noget” psykisk. Man er jo skør når man er psykisk syg. I virkeligheden reagerer de fleste sundt og forståeligt på at blive udsat for noget uhensigtsmæssigt.

Psykiatriske diagnoser giver mange en oplevelse af at man bliver ramt af en depression, på samme måde som man bliver ramt af en virus. Det er meget langt fra det jeg oplever.

Min kliniske erfaring er, at uanset hvor skørt, uforståeligt eller forstyrret et symptom er, så giver det altid mening når man ser på hvad det menneske har været igennem. Det er en naturlig reaktion på uhensigtsmæssige oplevelser.

Hvis alle bare reagerer sundt, hvad skal vi så med psykologer og psykiatri?

Alle jeg har mødt i min kliniske praksis har reageret meningsfuldt på det de har været udsat for. Som barn har man ofte en ide om at det man vokser op med er normalt – uanset hvor vanvittigt det er. Derfor ender mange med en følelse af skyld over ikke at kunne ændre tingene, eller skam over ikke at kunne klare sig.

Mange har vænnet sig så meget til at blive behandlet dårligt, at de ikke registrerer at det sker.  De har måske ikke lært at de har ret til at blive behandlet ordentligt eller at de kan stoppe noget dårligt. De forventer ikke at nogen vil dem godt. Eller de har overtaget rollen med at behandle sig selv dårligt. Det gør selvfølgelig én ked af det.

Ens reaktioner kan altså have nogle alvorlige konsekvenser for ens livskvalitet. I mine øjne er man ikke syg når man har brug for terapi. Ved at arbejde terapeutisk med sig selv kan man i højere grad udnytte sit menneskelige potentiale og få et godt og meningsfuldt liv.

Hvorfor så diagnoser?

Diagnoser er et redskab fra det somatiske system, som er overført til psykiatrien. For at komme i behandling er det nødvendigt at definere hvad patienten fejler, det er jo fornuftigt nok. Psykiatriske diagnoser er et fingerpeg om hvilken behandling der vil være mest hjælpsom.

Jeg sender folk videre til psykiatrien, hvis det er mit indtryk at der er et relevant, gratis behandlingstilbud til dem. Der er jo ingen grund til at betale dyrt for noget, hvis man kan få det gratis.

For at få et behandlingstilbud i psykiatrien er det nødvendigt med en diagnose. Man kan godt diskutere om det er hensigtsmæssigt, men man kan nok ikke lige lave det om.

På min hjemmeside fylder diagnoser en del. Det er den letteste terminologi at bruge, når jeg skal forklare om hvordan jeg arbejder og hvad jeg er bedst til at hjælpe med. I terapierne bliver der tænkt så lidt som muligt i diagnoser. Vi arbejder med det der er vigtigt for den der er i terapi.