Udviklingstraumer, er et andet ord for barndomstraumer. Det er svært at give en kort definition af begrebet, men det handler om en barndom der ikke forløber optimalt, og selvfølgelig har det konsekvenser når det sker i den tid hvor man udvikler sig mest, fordi alt kommer til at udvikle sig rundt om eller i relation til det der er mangelfuldt.
Nogle tænker, at man ikke kan lave om på barndommen, og at vi derfor skal lade den ligge. Men konsekvenserne af den er jo stadig aktive, og det er dem man man lave om på.
Lille t – traumer
Omsorgssvigt, barndomssvigt, barndomstraumer – der er mange ord for udviklingstraumer. Ofte skelnes der mellem Traumer (med stort T), altså alvorlige, akutte hændelser, og traumer med lille t, som er en vedvarende tilstand, hvor man ikke føler sig i sikkerhed.
Udviklingstraumer, er traumer med lille t, men de udelukker ikke, at det samtidig kan være Traumer.
En af dem der gør et stort arbejde for at udbrede kendskabet til konsekvenserne af udviklingstraumer er Gabor Maté. En af hans definitioner kommer her:
”Traumer er, når noget sker, der ikke burde ske. Og når noget ikke sker, der burde ske.”
Den første del er let at forstå. Når vi tænker på traumer i barndommen er vold, ydmygelser og overgreb nogle af de ting vi alle ved ikke burde ske. Den anden del er sværere at få øje på. Hvad er det der burde ske? Det ved vi godt; forældre bør være nærværende, forstående, følelsesmæssigt tilgængelige. Hvilke konsekvenser har det, når de ikke er det? Hvordan opdager man, at noget ikke er sket?
Mange får også fortalt én historie; du var så forkælet, man elsker jo sine børn, vi er en rigtig kernefamilie. Samtidig kan der være en følelse af at der også er en anden sandhed, hvilket gør det meget ambivalent og forvirrende. Noget i os vil så gerne tro på den gode historie, men måske bliver noget ved med at stritte imod.
Cronic misattunement
Bessel van der Kolk, Gabor Maté, Laurence Heller, Daniel Siegel, Stephen Porges, Richard Schwartz og Peter Levine er nogle af de helt store guder, når man beskæftiger sig med udviklingstraumer. De har udviklet hver deres perspektiver, men de er alle enige om at det, der burde ske, når man er barn, er at forældrene har en fornemmelse for hvad der sker i barnet, og indretter sig efter det. Attunement, altså en afstemning, er lidt svært at oversætte. Det er noget med at kunne mærke inde i sig selv, hvad der sker i den anden. At kunne tune ind.
“Trauma is when you are not seen and known,” som van der Kolk skriver.
Kronisk misattunement er en primær årsag til udviklingstraumer. Ofte er det også medvirkende til at noget sker som ikke burde ske.
Barnet mangler fornemmelsen af hvem det er, og følelser bliver farlige, fordi man står helt alene med dem. Bare for at nævne nogle konsekvenser. Det kan blive en livslang forvirring om hvem man er, og en langstrakt kamp for at blive nogen, hvis man ikke får fat om baggrunden for den følelse.
Sikkerhed og betydning
Nervesystemet scanner konstant omgivelserne for at besvare to spørgsmål:
Am I safe?
Do I matter?
Som barn er det vigtigt at få en grundlæggende følelse af at være betydningsfuld og af at være i sikkerhed. Sikkerhed er mere end fraværet af trussel. Sikkerhed kommer med at være knyttet til nogen og have følelsesmæssig betydning for dem.
Følelsen af at være i sikkerhed og have betydning er det der bør ske i barndommen. Det er på samme tid simpelt og uhyre komplekst, for jeg er sikker på at langt de fleste forældre vil det aller bedste for deres børn. Men det kræver nogle særlige forudsætninger hos forældrene.
”It is difficult to give children a sense of security unless you have it yourself. If you have it, they catch it from you.” – William Menninger.
Heldigvis kan man selv arbejde sig til den sikkerhed, hvis man ikke får den med sig fra barndommen.
Indre hændelser
Videre definerer Gabor Maté at;
”Et traume er ikke det der sker for dig, men det der sker inde i dig, når noget sker.”
Det bygger på den polyvagale teori, som beskriver hvordan nervesystemet skifter tilstand, når man føler sig truet. Det handler altså ikke om hvad der konkret sker, men om hvordan det opleves.
Hvis nogen på din arbejdsplads beder dig, stille og roligt, om at du gør noget på en anden måde, men du får samme følelse som når din far råber ad dig eller siger at du nok aldrig finder en kæreste. Hvis det rammer følelsen af at være uelskelig, til besvær og samtidig dårlig til at tage imod kritik, så handler det ikke om den konkrete situation, men om nogle gamle følelser der bliver aktiveret.
Følelsesmæssige flashbacks
Samme fænomen definerer Gabor Maté som;
”Et udviklingstraume er ikke noget der er sket, men noget der sker nu.”
På samme måde som voldsomme og traumatiserende hændelser giver flashbacks, giver udviklingstraumer flashbacks, de har bare en anden karakter. Mange har ikke nødvendigvis specifikke erindringer om ubehagelige oplevelser, derfor popper der ikke gamle billeder op. Derimod bliver man som i eksemplet taget følelsesmæssigt tilbage til en gammel tilstand.
Det defineres også som emotionelle flash backs. Pointen er, at nervesystemet reagerer med et alarmberedskab der hører til en anden tid og en anden kontekst.
Heldigvis bliver hjernen ved med at være plastisk og foranderlig hele livet, så systemerne kan ændre sig, nervesystemet kan godt komme i ro.
Samhørighed
Alt handler om at komme tilbage i en tilstand, hvor man tør at forbinde sig til verden og være til stede. Af en eller anden grund har jeg lavet den her side. Nok i et forsøg på at forklare noget der rækker langt ud over det sproglige. Attunement. Connection. Safety. Værdi. Betydning. Samhørighed.
Agency
En sidste vigtig ting ved terapi med udviklingstraumer er, at man får sin agency tilbage. Altså følelsen af at jeg må bestemme i mit eget liv, at min mening er vigtig, at jeg gerne må være det vigtigste i mit liv.
Her er det en hjælp ikke at være i et system hvor andre bestemmer hvornår man er “syg eller rask” nok til at få behandling. Her bestemmer du selv.
Diagnoser
Mange med udviklingstraumer havner i psykiatrien eller andre steder i det offentlige system, og får diagnoser som; personlighedforstyrrelser, depression, angst, ocd, spiseforstyrrelser eller stress. Ofte er symptomerne en naturlig reaktion på en opvækst der ikke var optimal ift. psykisk sund udvikling.
Selvom jeg ikke diagnosticerer eller tænker i diagnostiske kategorier og kriterier, så findes de jo derude. Set derudefra er det jeg arbejder mest med; ængstelig evasiv personlighedsstruktur, angst og depression.