Borderline personlighedsstruktur

Borderline diagnosen var tidligere en meget uafgrænset diagnose, som blev brugt som skraldespand, for alle dem man ikke rigtig vidste hvad man skulle stille op med. Derfor fik diagnosen et meget dårligt ry, som nogle patienter der var uhelbredelige og umulige at arbejde med. De blev ofte set som genstridige og aggressive, og der var ikke megen interesse for at forstå hvordan de havde det.

I dag er der en langt mere afgrænset og præcis definition, mere målrettet behandling og dermed også langt bedre prognose for behandling. En borderline diagnose er ikke længere en livstidsdom, men et øjebliksbillede.

Nogle af de træk der gør det vanskeligt at have en borderline personlighedsstruktur, er træk som alle mennesker har, men som i en eller anden grad er væsentligt forstærket med en borderline. Et af de meget karakteristiske træk kaldes psykisk ækvivalens.

Psykisk ækvivalens handler om, at ens indre virkelighed bliver mere dominerende og rigid. F.eks. kender de fleste følelsen af, at alle mennesker ser sure ud og opfører sig dumt, når man selv har en dårlig dag. Eller at man har en følelse af, at folk er trætte af én, og derfor hører man alt hvad de siger, som et bevis på at det er det de mener. ”Jeg har et møde kl. 14” bliver til jeg gider ikke være sammen med dig.

Mange kan lave en uendelig liste over hvordan psykisk ækvivalens overfortolker udsagn:

Fem minutters forsinkelse bliver til: jeg er ligeglad med dig, du er ligegyldig.

”Jeg kan bedre lide den grønne kjole” bliver til: du er grim i den kjole.

”Det er lettere hvis du gør sådan her…” bliver til: du er så dum, nu skal jeg vise dig hvordan man gør.

”Jeg er træt” bliver til: jeg gider ikke snakke med dig.

Det, der spænder ben for mange er, at de samtidig har en meget fin fornemmelse for andre, så det er meget svært at vide, hvornår man har ret og hvornår man er kørt af sporet i sine tolkninger. Derudover er det selvfølgelig hårdt hele tiden at få en følelse af at man er dum, grim, uønsket.

Det er vigtigt at huske, at psykisk ækvivalens er noget alle mennesker kender og bliver ramt af når de er pressede. Hvis man er bange for at ens kæreste er blevet i tvivl om forholdet, ”leder man efter” tegn i den retning og vender hvert ord en ekstra gang. Det er normalt. Men hvis man gør det i en ekstrem grad hele tiden og i mange af sine relationer, eller lettere bliver presset og har sværere ved at komme ud af en presset tilstand, så gør det livet rigtig besværligt for én.

I sammenhæng hermed, er også et andet karakteristisk træk, nemlig problemer med affektregulering og i det hele taget kontakt eller kendskab til sine følelser.

Affektregulering handler om, at det er svært at komme ud af en følelsestilstand og at den har tendens til at blive mere voldsom. Eksempelvis bliver man MEGET vred og har svært ved at slippe følelsen igen. Eller MEGET ked af det og har svært ved at trøste sig selv. Det kan også hænge sammen med et dårligt kendskab til sine følelser, som derfor kan risikere at give en voldsom fornemmelse af tomhed eller forvirring og uro, hver gang man føler noget.

Derudover gør mange andre underliggende strukturer sig gældende. Eksempelvis ambivalens som i frygten for ikke at blive elsket og frygten for at blive opslugt, hvis man bliver elsket. Polarisering eller sort-hvid tænkning, som hvis man eksempelvis bliver bange for at blive forladt, hvis man ikke er 100 % elsket hele tiden. En ond cirkel, hvor man nedgør sig selv, hvilket påvirker måden man er på og ofte fører til at man klarer sig dårligere, hvilket fører til at man kan nedgøre det. Tvivl om alt som ikke er 100 % mejslet i sten. Manglende tillid til andre, som gør det svært at få hjælp og stole på, at dem som vil hjælpe, virkelig har gode hensigter. Følelser af skyld, som kan gøre det svært at søge hjælp, for man kan jo bare tage sig sammen. Følelser af skam, som gør det svært at have med sig selv at gøre.

Pretend er en måde at fungere på, som igen hænger sammen med at kunne mærke sine følelser. Hvis man er vokset op i et miljø hvor det var vigtigt at tilpasse sig, og hvor der i meget lav grad var fokus på ens behov, så bliver det svært at mærke sig selv. I et forsøg på at tilpasse sig og ikke være til besvær kan man så skabe en strategi, hvor man efterligner hvad andre gør i stedet for at “være”. Man bliver altså nogle handlinger, som fungerer, men i virkeligheden er man en tom, mekanisk skal.

Teoretisk set

Alle disse strukturer, mekanismer og systemer er typisk dannet tidligt under opvæksten og er blevet forstærket hele vejen op gennem livet, dels af ens egne valg og handlinger, dels af andres. På den måde er der en risiko for at de forstærker sig selv, når de først har taget en uhensigtsmæssig kurs. Udviklingen af personligheden er MEGET kompliceret og det er ikke én ting, episode eller person, der er årsagen til f.eks. dannelsen af en borderline personlighedsstruktur, men en nærmest ubeskrivelig lang række af små dele.

Ofte ser man at forældrene har tilsvarende problemer eller problemer der ”passer godt til”. Forældre, der har svært ved at tale om følelser, let bliver usikre, har svært ved at sætte grænser (og måske derfor sætter meget rigide grænser), har været optaget af noget andet (eksempelvis alkohol eller meget vigtigt arbejde) eller bare har haft svært ved at forstå hvad et barn er og har brug for. Enhver opvækst har betydning for dannelsen af personlighedsstrukturen, ingen bliver født med alt det de indeholder når de er voksne.

Terapi

Jeg beskriver meget eksplicit forældrenes betydning for udviklingen af en borderline struktur. Det er ikke for at give nogen skylden, men fordi det er en vigtig del af terapien, at forstå hvordan ens opvækstvilkår har haft betydning, for de vanskelig-heder man har som voksen. Det er vigtigt at man forholder sig til det som et vilkår, frem for et spørgsmål om skyld. Ellers risikerer terapien at komme til at handle om noget man skal ændre hos nogle andre, i stedet for noget hos én selv, som man skal forholde sig til på en ny måde.

Ofte er det første skridt i terapien, at få tillid til at man kan få hjælp og kan ændre på noget som har været på en bestemt måde i mange år. Alene dét, at få tillid til et andet menneske kan være en svær proces, som kræver meget mod og mange kræfter, samtidig med mange op og nedture. Når det lykkes har man måske allerede ændret på noget meget grundlæggende i sin personlighedsstruktur og derefter bliver de andre ting lettere at arbejde med. Bemærk at jeg ikke skrev lette, men lettere. At ændre sin personlighedsstruktur er hårdt og tidskrævende, men det er min erfaring, at man bagefter synes at det var mere end sliddet værd.

Næste skridt i terapien er ofte at begynde at genkende alle de strukturer og gamle følelser man er fastlåst i, og få kigget på hvorfor de er der, hvilket formål har de tjent, hvilket formål tjener de i dag osv. Noget skal ændres og noget skal blive ved med at være som det var, men jo mere bevidste beslutninger man kan tage om sig selv, des mere bliver man den person man gerne vil være.

Mit bedst råd, når man har en borderline diagnose er, at man får hjælp til at få fat i sig selv, så man kan blive en glad person, med en hverdag der fungerer, og hvor man kan udleve alt sit potentiale, også selvom man har haft en svær begyndelse på livet.