Dependent personlighedsstruktur

Alle mennesker er, i en eller anden grad, afhængige af andre. For mange er det en svær følelse at acceptere. Når man har en dependent personlighedsstruktur, kan ens afhængighed af andre være så udtalt, at den bliver patologisk og forhindrer én i at leve sit liv tilfredsstillende.

Dependens set indefra

Når man er meget dependent kan det være svært at tage beslutninger uden en mængde forsikringer og råd fra andre. Det kan også være svært at gå i gang med noget, for man ved ikke hvad der er det rigtige. Samtidig er der en risiko for, at man overlader det til andre at tage ansvar for én. Det gør det svært at være uenig med nogen, fordi det betyder at man mister deres støtte. Hvis jeg er uenig, elsker de mig ikke mere. Hvis jeg siger fra, bliver jeg forladt. 

Nogle går langt over deres egne grænser, for at opnå omsorg og opbakning fra andre. Hvis jeg siger nej, vil han nok ikke have mere med mig at gøre. Samtidig kan de blive meget utilpasse og føle sig hjælpeløse når de er alene, af frygt for at de ikke kan klare sig. Det kan være grobund for angst.

Meget bliver svært når man er dependent. Der kan mangle en grundlæggende følelse af at være sig selv, som gør det svært at mærke hvem man er, hvad man gerne vil eller ikke vil. Man overlader beslutninger til andre eller tænker sig til hvad der er det rigtige.

Dependens i terapien

Særlig svært eller forbudt er det, at være afhængig af en psykolog, som jo ”bare er på arbejde”. Når man går i terapi er det en naturlig del, at blive afhængig af sin terapi i en periode. Det aftager stille og roligt, hvis man arbejder med det og giver sig selv lov til at være i det. Langsomt kommer andre områder i fokus. På et tidspukt kan man kigge tilbage og opdage, at det man frygtede aldrig ville ændre sig, ikke længere har så stor indflydelse.

Samtidig med at være meget afhængig. skælder mange ud på sig selv over at være det. Det giver en dårligere selvfølelse og risikerer at gøre én endnu mere afhængig.

I et forsøg på at beskytte sig mod at blive fuldstændig afhængig og dermed opslugt og udslettet, forsøger nogle at gøre sig fuldstændig uafhængige af andre. Det er trygt, men meget ensomt.

Teoretisk set

Når man er meget usikker på sig selv og altid har brug for andre til at finde ud af hvad der er rigtigt, bliver man typisk meget urolig. Der er jo altid en risiko for at det man finder frem til er forkert, eller at der kommer en anden og siger noget andet.

Ofte viser det sig, at dependente mennesker, er vokset op med forældre som var særligt usikre og nervøse, og derfor blev meget kontrollerende eller styrende. Andre forældre, kunne føle sig svigtet, hvis børnene bevægede sig væk fra dem. I andre familier, har forældrene brugt børnene til at bekræfte udadtil, at de var en god familie, for at dække over mindreværd, alvorlige overgreb eller omsorgssvigt i familien. Det har alt sammen gjort, at børnene i højere grad har handlet udfra de voksnes behov, fremfor at mærke deres egne.

Dermed kan det give følelsen af at være illoyal, når man sætter sig selv i første række og mærker efter hvad man har brug for eller lyst til. At gøre noget godt for sig selv, bliver det samme som at gøre noget dårligt mod en anden.

Terapi

Det er ofte svært at være i terapi, når man er dependent. Det er svært at holde ud at blive afhængig af psykologen og give terapien stor betydning, hvilket er nødvendigt for at terapien kan skabe en ændring. Det kan skabe stor frygt for at blive afvist eller smidt ud, når man først er blevet glad for at være i terapi. Enhver bedring vil derfor være en trussel om at terapien skal afsluttes.

For mange er det hjælpsomt at mærke følelsen af frygt for afhængighed og afvisning, for at undersøge på hvilke måder de har indflydelse på deres liv. Alene det at holde ud at være i en betydningsfuld relation, som man selv kan vælge til eller fra, kan gøre en forskel. Dels ændrer det på ens selvbillede, men det ændrer også på måden man forholder sig til andre.