Tvangspræget personlighedsstruktur

Har du en tvangspræget personlighedsstruktur, er et af de mest fremtrædende personlighedstræk, en overoptagethed af detaljer og orden, som på den ene side bringer dig i risiko for at miste meningen med aktiviteten, men på den anden side kan føre dig meget langt på karrierevejen. Dog er prisen typisk høj, for det der opnås.

Samtidig med en tendens til at ville nå MEGET høje mål, er der for nogle en tendens til ikke at være i stand til at fuldføre, på grund af en perfektionisme, der forhindrer dem i at aflevere noget der ikke er godt nok, eller gør det svært overhovedet at komme i gang. På samme måde kan der være tendens til en meget høj moral og etik, som kan gøre det svært at fungere som menneske, uden at få dårlig samvittighed over noget som burde gøres bedre. Det kan også gøre det svært at samarbejde med andre, som ikke lever op til de forventninger eller gør tingene på en anden måde. Der er også en risiko for at blive oplevet som rigid eller stædig, fordi man stiller de samme høje krav til andre, som man selv lever op til.

Generelt er fokus på det fornuftige, hvilket gør at venskaber og ting der ”bare gør en glad” tilsidesættes. Handlinger (og følelser) skal være fornuftige og velbegrundede.

Derudover kan man have svært ved at skille sig af med ting, som ikke længere kan bruges eller har værdi. Der kan være en underliggende frygt for en fremtidig katastrofe, som man forbereder sig på, også økonomisk.

Teoretisk set

Udspringet af de beskrevne problemer anses for at være en usikker selvidentitet, som kan være en følge af en barndom, hvor man ikke har følt sig tilstrækkelig værdsat og elsket. Typisk udløser det en voldsom vrede at have et så vigtigt uopfyldt behov. For at håndtere det gør man hvad man kan for at være uafhængig, og benægter ethvert behov for at være afhængig af nogen. Desuden gør man hvad man kan, for at få total kontrol over al vrede, hvilket vil sige aldrig at blive vred.

Intime relationer indebærer et særligt problem, da man risikerer at blive overvældet af ønsket om at nogen tager sig af én, hvilket i udpræget grad giver en risiko for ikke at få opfyldt sine ønsker. Det kan medføre voldsomme følelser som had og hævn. Det fører igen til en frygt for at skubbe andre væk og en grundlæggende frygt for at miste, fordi ingen ville kunne lide mig, hvis de virkelig kendte mig.

Den perfektionistiske stræben, anses for at udspringe fra en overbevisning i barndommen om, at de ikke gjorde sig nok umage. Hvis jeg bare havde gjort det bedre, så havde jeg gjort mig fortjent til deres kærlighed. Følelsen af; aldrig at gøre det godt nok, bliver kronisk og styrende for voksenlivet, hvor kærlighed og værdsættelse, er noget man opnår gennem ekstraordinære præstationer. Det fører samtidig til en ”indre kritiker”, der aldrig bliver tilfreds, uanset hvad man opnår. Den voldsomme selvkritik og følelsen af aldrig at gøre det godt nok, risikerer at føre til depression.

Den tvangsprægede personlighedsstruktur gør samtidig, at tænkning og stillingtagen bliver meget fornuftsbaseret og ydrestyret. Det skyldes at følelser ikke har værdi, som noget man tager stilling ud fra, men derimod er normer, værdier og moral afgørende. Dermed er der en tendens til at noget kan være enten rigtigt eller forkert, hvor mere nuancerede muligheder er svære at have med at gøre.

En forklaring på denne ydrestyring, kan være den tidligt indlærte tendens til at opfylde forældrenes behov, ved f.eks. at være et godt og dygtigt barn, som middel til at gøre sig fortjent til deres kærlighed. En konstant tilvænning til at mærke andres behov frem for sine egne, vil føre til at man fungerer på den måde, også som voksen.

En stærk ydrestyring gør det svært at tage beslutninger, fordi der altid kan argumenteres for det modsatte synspunkt. Når man er frataget muligheden for at mærke efter i sig selv, hvad der er det rigtige, kan det føre til endeløse overvejelser og stærk frygt for at tage det forkerte valg.

Terapi

Det store split mellem fornuft og følelser gør, at terapi kan opleves som en gentagelse af alle ens egne erkendelser og indsigter. Man har selv tænkt på det hele. Udfordringen er, at få fat i følelserne og lade dem få plads, selvom de ikke er fornuftige.

En anden risiko i terapi er at man også her, forsøger at opfylde sin terapeuts behov, i stedet for at tage fat i det der er vigtigt for én selv. Det kan både udspringe af ønsket om at være vellidt, og frygten for at andre bliver vrede. Det er vigtigt at bruge terapien på at blive opmærksom på den slags mønstre og de følelser der ligger bag.

Ved at være i en ikke-dømmende og anerkendende individuel- eller gruppe terapi, får man mulighed for at få fat i sine egne følelser, uden at de bliver gjort forkerte. Man får mulighed for at opdage forskellen mellem ens forventninger om andres kritik og realiteterne. Den proces kan ganske langsomt have indvirkning på ens selvværd. Samtidig kan det føre til en større forståelse af ens reaktioner og en accept af det man er. Eksempelvis kan man også opdage hvilken forskel det gør for én, at have egen-omsorg frem for at være selvkritisk.