Terapi bygger altid på en eller anden form for teori – forhåbentlig. Hvis ikke der er en ide om hvad der er hjælpsomt, kan man jo lige så godt snakke med sin moster eller sin veninde. De er sikkert også sødere.
Der er typisk en teori om hvad årsagen til problemet er, og hvordan vi kommer et andet sted hen. Tidligere har jeg været meget interesseret i hvordan hjernen og nervesystemet fungerer. Det er nogle gange en hjælp at have den konkrete viden om hvad der egentlig foregår rent fysiologisk. De seneste år har jeg været mere optaget af udviklingstraumer, som også kaldes barndomstraumer, omsorgssvigt eller meget andet. Der er mange gode beskrivelser af de konsekvenser det kan medføre, og forståelse for hvorfor man ikke bare kan “lægge det bag sig og komme videre.”
Generelt handler det om at man har udviklet et beredskab til at klare livet, og at de overlevelsesstrategier bliver ved med at være aktive, selvom faren er drevet over. Med ens fornuft kan man sagtens vide noget, uden at ens nervesystem tilpasser sig den viden. At få systemet i ro og balance, kræver en særlig indsats. Uden den hjælp, kan man være i alarmberedskab i årevis. Terapi kan hjælpe med at komme tilbage i sikkerhed og ro. Det, er meget kort fortalt teorien bag den terapi man møder hos mig.
Et par ord om diagnoser. Mange har været i kontakt med læger eller psykiatri, og har dér fået en diagnose, derfor bliver jeg nødt til at forholde mig lidt til diagnoser. Diagnoser, er også en form for teori, der handler om at kategorisere forskellige symptomer. Jeg er ikke specielt positiv overfor det system vi har, men det er det der er i det offentlige. Hvis du vil vide mere om hvad jeg mener om diagnoser, kan du læse her.