Terapi

Polyvagal teori

Mange metoder indenfor traumebehandling forholder sig til Stephen Porges’ teori om vagusnerven. Teorien går, kort skitseret, ud på at vores nervesystem veksler mellem tre tilstande, for at sikre vores overlevelse.

1. Ventral vagus – den tilstand vi alle sammen gerne vil være i. Her virker andre mennesker beroligende, vi kan være kreative, nysgerrige, vi har lyst til at lære noget, og vi kan slappe af. Vores hukommelse og koncentration fungerer, og vi kan spise og sove uden problemer.

Hvis man bliver bange eller føler sig truet, tager to andre tilstande over, (for at sikre vores overlevelse) og lukker den ventrale vagus ned.

2. Sympatisk aktivering – den tilstand hvor kroppen forbereder sig til kamp eller flugt. Kroppen skifter beredskab; synet bliver detaljeorienteret og ser lys og skygge, fremfor farver. Pulsen er højere. Vejrtrækningen hurtigere. Selvfølgelig skal man hverken tænke på at spise eller sove i den tilstand.

3. Dorsal vagus – følelsen af at være truet på livet. Kun vitale kropsfunktioner opretholdes, men sænkes til et minimum. Vejrtrækningen bliver helt overfladisk, hjerterytmen bliver meget langsom. Det kan være svært at bevæge sig. I yderste konsekvens forbereder kroppen sig på at dø.

Årsagen til at den teori er så væsentlig for traumebehandling er, at en risiko ved at være udsat for traumer er, fortsat at pendulere mellem sympatisk aktivering og en dorsal vagus nedlukning. Det bliver svært at finde til ro og være i en ventral vagus tilstand.

Mange der har været udsat for udviklingstraumer, genkender at de i deres barndom har været i en tilstand af enten dorsal nedlukning eller i sympatisk aktivering. For mange er det svært at forstå at selvom de ved, at de er i sikkerhed og at mange ting går godt, så føler de sig stadig ikke i sikkerhed. Deres nervesystem har svært ved at komme ud af den gamle alarmtilstand.

Aktivering uden frygt

Pointen er at (og det er noget af det der gør den her teori svær at forstå), når der er frygt, så lukker den ventrale vagus aktivering ned. Det er ikke muligt at forbinde sig til verden, bruge andre mennesker til at berolige sig, og hele ens oplevelse af verden er præget af den tilstand.

Når ventrale vagus er aktiv uden frygt, så vil der være en sympatisk aktivering som gør at vi kan lege, være kreative, og have fart på. Altså være aktive og engagerede. Der vil være en parasympatisk aktivering som gør os i stand til at slappe af, fordøje og restituere.

Det altafgørende er altså om sympatisk eller parasympatisk aktivering sker med frygt eller om den ventrale vagus er aktiv.

Sikkerhed og betydning

Det kan være svært at få følelsen af at barndommen er overstået, og mærke at man er i sikkerhed og er betydningsfuld. Det er også svært at få en grundlæggende sikkerhed i hvem man er. Det er alle elementer som den her teori forklarer meget præcist.

Nervesystemet scanner hele tiden for information om, om man har betydning (fordi det er vigtigt for ens overlevelse at være en del af flokken) og om man er i sikkerhed.

Når ens liv har taget udgangspunkt i følelsen af ikke at være i sikkerhed og ikke at være betydningsfuld, så leder systemet efter tegn på den fare. Det hæfter sig ved de tegn og sætter på den måde igen systemet i alarmberedskab. Det bliver en ond cirkel, hvor tegn på sikkerhed ikke får samme vægt. Systemet vil hellere tage fejl af noget positivt (altså tro at det ikke går godt, selvom det går fint), end af noget negativt (tro at løven er flink, og så er du pludselig ædt). Det giver jo god mening.

Selvforståelse

Oplevelsen af tid, og dermed også af fortid, nutid og fremtid, ligger i et område der hedder Dorsolateral præfrontal cortex. Det område bliver også påvirket og lukker ned, når der er fare på færde (sandsynligvis fordi man bare har brug for at være 100% til stede i nu’et). Problemet er, at når det er lukket ned, så bliver det svært at få en sammenhængende forståelse af hvem man er og at man er den samme over tid.

Tvivl om hvem man egentlig er, er altså en typisk konsekvens af udviklingstraumer.

Behandlingsperspektivet

Fokus for behandling ud fra den polyvagale teori er, at skabe mere ventral vagus aktivering. I terapierne undersøger vi hvad der forhindrer ventral vagus aktivering. I yin yoga beroliger vi systemet kropsligt. I SOMA embodiment lytter vi til kroppen. I EMDR smutter vi bagom systemet og forløser blokeringer. Der er tusindvis af måder at arbejde på. Det vigtige er at man finder en måde der passer til en lige der hvor man er nu.