Terapi

Polyvagal teori

Mange metoder indenfor traumebehandling forholder sig til Stephen Porges’ teori om vagusnerven. Teorien går, kort skitseret, ud på at vores nervesystem veksler mellem tre tilstande, for at sikre vores overlevelse.

1. Ventral vagus – den tilstand vi alle sammen gerne vil være i. Her virker andre mennesker beroligende, vi kan være kreative, nysgerrige, vi har lyst til at lære noget, og vi kan slappe af. Vores hukommelse og koncentration fungerer, og vi kan spise og sove uden problemer.

2. Sympatisk aktivering – den tilstand hvor kroppen forbereder sig til kamp eller flugt. Der er en følelse af at være truet. Kroppen skifter beredskab; synet bliver detaljeorienteret og ser lys og skygge, fremfor farver. Pulsen er højere. Vejrtrækningen hurtigere. Selvfølgelig skal man hverken tænke på at spise eller sove i den tilstand.

3. Dorsal vagus – følelsen af at være truet på livet. Kun vitale kropsfunktioner opretholdes, men sænkes til et minimum. Vejrtrækningen bliver helt overfladisk, hjerterytmen bliver meget langsom. Det kan være svært at bevæge sig.

Årsagen til at den teori er så væsentlig for traumebehandling er, at en risiko ved at være udsat for traumer er, fortsat at pendulere mellem sympatisk aktivering og en dorsal vagus nedlukning. Det bliver svært at finde til ro og være i en ventral vagus tilstand.

Mange der har været udsat for udviklingstraumer, genkender at de i deres barndom har været i en tilstand af enten dorsal nedlukning eller i sympatisk aktivering. For mange er det svært at forstå at selvom de ved at de er i sikkerhed og at mange ting går godt, så føler de sig stadig utrygge. Deres nervesystem har svært ved at komme ud af den gamle alarmtilstand.

Sikkerhed og betydning

Det kan være svært at få følelsen af at barndommen er overstået, og mærke at man er i sikkerhed og er betydningsfuld. Det er også svært at få en grundlæggende sikkerhed i hvem man er. Det er alle elementer som den her teori forklarer meget præcist.

Nervesystemet scanner hele tiden for information om, om man har betydning (fordi det er vigtigt for ens overlevelse at være en del af flokken) og om man er i sikkerhed.

Når ens liv har taget udgangspunkt i følelsen af ikke at være i sikkerhed og ikke at være betydningsfuld, så leder systemet efter tegn på den fare. Det hæfter sig ved de tegn og sætter på den måde igen systemet i alarmberedskab. Det bliver en ond cirkel, hvor tegn på sikkerhed ikke får samme vægt.

Selvforståelse

Oplevelsen af tid, og dermed også af fortid, nutid og fremtid, ligger i et område der hedder Dorsolateral præfrontal cortex. Det område bliver også påvirket og lukker ned, når der er fare på færde (sandsynligvis fordi man bare har brug for at være 100% til stede i nu’et). Problemet er, at når det er lukket ned, så bliver det svært at få en sammenhængende forståelse af hvem man er. At man er den samme over tid.

Tvivl om hvem man egentlig er, er altså en typisk konsekvens af udviklingstraumer.

Behandlingsperspektivet

Fokus for behandling ud fra den polyvagale teori er, at hvad der forhindrer én i at være eller komme i en ventral vagal tilstand.